Langtidshævet brød

Langtidshævet brød
Langtidshævet brød
Ingredienser:

  • 800 g koldt vand
  • 5 g gær – en stor ært
  • 25 g groft salt
  • 200 g groft rugmel
  • 800 g hvedemel – evt. tipo 00

Denne mængde giver to store brød.

Opløs gæren i vandet og kom de andre ingredienser i skålen til røremaskinen. Start maskinen på lav hastighed – indtil at dejen har samlet sig, sæt der efter hastigheden op til røremaskines næsthøjeste hastighed, og lad den gøre arbejdet i de næste 10 minutter. Dejen samler sig om dejkrogen og får en konsistens som “tyggegummi”. Hæld dejen i en stor skål smurt med rapsolie, og stil den til hævning i 8 – 12 timer alt efter temperatur og mængden af gær. Dæk skålen med film eller et tætsluttende låg, så fugtigheden ikke fordamper under hævningen.

Tænd ovnen på varmluft 225 grader, stil en bradepande med vand i bunden af ovnen, sæt en pizzasten ind i midten af ovnen, og varm stenen godt igennem.

Kom rigeligt mel på bordet, og hæld dejen ud herpå. Del dejen i to dele med en skarp kniv, og form dejen til brød med en let hånd – bank ikke luften ud af dejen, de skal bare formes let. Kom brødene på den varme pizzasten og bag dem i 30 minutter midt i ovnen. Lad dem afkøle på en rist.

Brødene holder sig gode og saftige i mindst 3 dage.